Solen havde skinnet et par timer midt på dagen. Men det var svært at forestille sig nu, hvor regn og hagl væltede ned.
Min vandretur blev præget af solens sidste stråler, mens skumringen langsomt tog over. Det tiltagende mørke fik mig til at overveje følgende muligheder. Skulle jeg gå gennem mosen i mørke eller over kirkegården?
Mærkelige historier passerede igennem mig, da jeg tænkte på kirkegården. Min bror tog engang en genvej over kirkegården sent om aftenen.
Han trådte ind i vores stue bleg af skræk. Hans unge alder taget i betragtning har oplevelsen været frygtindgydende.
Han var sikker på, at han havde snublet over et lig på en lille kirkesti.
Mine forældre var overbeviste om, at der var en anden forklaring, og de beroligede ham så meget, at han var i stand til at falde i søvn.
Tidligt næste morgen gik min far sammen med min bror hen til kirkegården, og de fandt en mand. Han var ikke død, men manglede et sted at sove. Denne konstatering bragte min brors sind i en tilstand af lettelse, men kirkegården var ikke længere en mulighed som genvej.
En kunstner, som jeg kendte engang arbejdede på en kirkegård i en lille lejet hus med atelier.
Han fortalte mig masser af historier en aften over en flaske vin. Der er én historie, jeg har haft svært ved at glemme:
Vi sad ved pejsen, og vejret udenfor var meget lig vejret i hans historie. Han begyndte historien med at beskrive, hvor frygtelig træt og udmattet han var:
Jeg havde arbejdet sent hver aften med det formål at få min sidste maleri gjort færdigt til ferniseringen. En nat blev det meget sent. Nogle gange bliver jeg så træt, at jeg er nødt til at tage mig sammen for at gå i seng, sådan var det også den forfærdelige aften.
Jeg afsluttede derfor mit arbejde, slukkede lyset og låste døren. Da jeg gik ud i stormen og regnen for at finde min bil, der holdt parkeret på kirkegården, tabte jeg næsten pusten, det var bidende koldt.
Et kort ophold i vinden fik mig til at lytte mere opmærksomt. Jo, der var det igen! Hjææælp mig, hjælp !!!
Det var vanskeligt at bestemme retningen. Regnen, mørket og vinden skabte skygger, hvor der normalt var åbne rum. Efter et stykke tid besluttede jeg at gå ind i den mørkere del af kirkegården, indtil jeg pludselig så en mærkelig ting.
Fra en af de åbne grave forberedt til den næste dags begravelse fornemmede jeg en bevægelse. Jeg nærmede mig forsigtigt. Nu kunne jeg se et par hænder klamre sig til kanten af en åben grav.
På dette tidspunkt i historiefortællingen, lavede han en lille ophold, og jeg vil sværge på, at der løb en gysen gennem ham.
Han fortsatte: Jeg befandt mig i en tilstand, hvor mit adrenalin suste rundt i min krop. Jeg vidste ikke, om jeg skulle vende om og løbe, eller bare lade mig stivne af frygt. Den tilstand var næsten opnået.
Den ru skræmmende stemme rev mig ud af min trance ved at skrige i mine ører:
Hjæææælp! Hjælp mig! Jeg så på manden nede i graven. To store bange øjne midt i al mudderet, og et par hænder, der rakte ud som et barn, der ønsker at blive løftet op.
Jeg stod og kiggede på ham. Det føltes som timer. Så genkendte jeg ham. Han var en lidt bedugget herre, der ofte indtog sin frokost på en af bænkene, og det i flydende form.
Tæt på graven hang en vandslange. Jeg bandt slangen på et jernrør og rakte den anden ende til manden nede i graven. Jeg fik den stakkels udmattede mand op fra graven og ind i varmen. Her blev han forsynet med mad, en dram og noget tørt tøj. Han fortalte til gengæld hans historie om, hvor svimmel han var blevet i kulden.
Jeg overvejer stadigvæk, hvilken vej jeg skal vælge. Jeg kigger på mosen, det tiltagende mørke og mine tanker går til Frodo, Sam, og Gollum, da de gik gennem the Dead Marshes på vejen til Mordor..
Jeg vælger kirkegården.
Naturvandring 